Dagen er lidt efterårstrist og diset. Fugten er faldet jævnt henover efteråret. Det lyder måske lidt opgivende, men faktisk er det helt ideelle forhold til at opleve St. Vejleå dalens nye våde enge. Frosten har nået at tage pynten af bevoksningen nu, hvor vi skriver slut november 2006, og al væden har opført sig nøjagtig, som vi har gået og drømt om.
Derfor skal der lyde en meget stor og taknemmelig tak til såvel Københavns Amt som til Albertslund Kommune. Vi har fået en helt ny slags natur i området, som retter en lille bitte smule op på al den indvinding af engarealer, der er sket rundt omkring i vort herlige Danmark i jagten på effektiv landbrugsdrift. Jo, planlæggerne kan godt begynde at rette ryggen.
Der er lagt op til noget stort, når foråret dækker arrene i jorden efter de maskiner, som har været nødvendige for at få dette lille, menneskeskabte dyre-reservat til at fungere. Allerede nu har man lov at drømme om vandnymfernes dans henover vandspejlet og guldsmedens morderiske indfangning af flyvende insekter. Måske, engang ude i fremtiden, kan vi se områdets første brushaner i vild og voldsom parringsdans fremvise deres flotte halsfjer-manke. For 40 år siden kunne man være heldig at opleve synet af de flotte fugle, men siden hen er det blevet mere og mere sjældent. Hvis vi får den at se i vort nye natur-paradis, er der i sandhed tale om, at projektet "Våde enge i Egelundparken" er blevet en succes. Indtil da er det let at finde mindre betydningsfulde milepæle til bygningen af Miljø-fyrtårnet, som er et af de fire støtteben, Albertslund markerer sig på.
Prøv at finde hen til overløbet, som ligger til højre for den lille lund, hvor der står bistader. Man bliver hilst velkommen af en stille rislen fra "vandfaldet" og en klukken, som fremkommer ved, at vandet passerer de store runde strandsten.
Fra bugtningen rund om
træpynten, løber vandet videre, hen over marken.
Den tredje sø, som ligger overfor Roskilde Kro, lige efter at vejen er svinget, er ikke kommet til at fungere helt så godt. På billedet nedenfor kan man fornemme, at søen ligger nede i den mørke bræmme, man ser imellem overfladevandet og skoven. Søen er trukket lidt for langt tilbage i forhold til det område, som normalt oversvømmes i fugtigt vejr. Anbefalingerne forud var da også, at der burde være en stor sø, lige ud til stien. En stærkt medvirkende årsag til, at der forekommer oversvømmelser lige omkring asfaltstien, er, at der strømmer, ja, nogle gange ligefrem fosser, vand fra gamle drænrør, som afvander hele den skrånende eng-græsmark.
Isolationen af søen forstærkes af, at der er blevet lagt lige rigelig med muld dækjord rundt om søen. Derved er søens kanter hævet op over det omkringliggende areal, hvor det jo unægtelig havde været bedre, at vandet kunne finde ned i søen.
Da det samtidig er ønskeligt, at søen bliver endnu større, er en nem løsning, at der bortgraves mere jord fra søbrinken ned mod asfaltstien. Hvis ikke søen gøres meget større, er det nødvendigt, at der graves en kanal fra asfaltstien, som kan hjælpe vandet bort fra stien og ned i søen.
Dette lille projekt ændrer dog ikke på, at det er rart, at der også kom en sø på netop dette sted.
Nederst
i billedet ser man asfaltstien. Vandet ligger umiddelbart ved siden af,
og efter regnvejr strømmer det hen over stien. Bagved ligger søen, hvis
overflade fornemmes at ligge lavere.